Jeg har fået et brev. Det er fra politiet. I brevet står der, at min dreng bliver sigtet for tyveri. I henhold til straffeloven paragraf 276. Jeg forstår ikke en dyt. Min dreng? Han er da ikke en tyv. Han har ikke begået noget strafbart. Han er det mest lovlydige menneske, jeg kender. Han har ikke sagt noget til mig om, at han har problemer, eller har været ude og lave noget, han ikke burde. Han fortæller mig om sine aktiviteter. Om sin skole. Om sine kammerater. Og jeg har ikke på noget tidspunkt haft mistanke om, at han gør noget ulovligt. Heller ikke om at hans venner gør noget, man ikke må.

Paragraf 276?

Så jeg forstår det simpelt hen ikke. Af nysgerrighed går jeg lige på nettet for at finde ud af, hvad straffelovens paragraf 276 egentlig siger. Så jeg skriver i søgefeltet: ”straffeloven 276” og frem kommer der en lille sætning, der taler om tyveri. Men altså, hvad skulle min søn have stjålet. Og hvorfor skulle han stjæle?

Jeg griber fat i ham og forklarer ham, at jeg har fået et brev fra politiet, hvor de skriver, at han er sigtet for tyveri. Han siger ikke noget, men kigger på mig, som om jeg er faldet ned fra månen. ”Hvad?” Han fortæller mig, at han ikke har stjålet noget som helst. Han fortæller mig, at han godt er klar over, at han bare skal spørge mig, hvis der er noget, han har brug for. Så vil jeg give ham det. Købe det til ham. Uden diskussioner og selvfølgelig altid inden for rimelighedens grænser.

Forstår det ikke helt

Vi kigger på hinanden. Ligner begge to nogle store spørgsmålstegn. Jeg fatter det ikke. Og det gør han heller ikke.
Jeg går derfor ind i stuen og ringer til politiet. Jeg vil have en forklaring. Hvorfor har de sigtet min søn.
Jeg får fat i den vagthavende, som selvfølgelig ikke kan give mig nogle som helst oplysninger.

Han kan give mig et telefonnummer til afdelingen, der har sendt brevet, og så kan jeg kontakte den afdeling.
Jeg noterer telefonnummeret ned. Jeg får også et navn. Angiveligt på afdelingschefen. Jeg ringer op. Får afdelingschefen i tale. Han forklarer mig, at min søn er blevet set ved 2 tiden den nat tyveriet skete. Har vi brug for en forsvarsadvokat nu mon? Kender en dygtig en af slagsen i Fredericia.

Det hele på video

Hvad for noget? Chefen forklarer mig, at de har en video fra en af butikkerne, der tydeligt viser, at det er min søn. Jeg spørger dem, om de er helt sikre. Stedet, som politimanden nævner, ligger mere end 15 km fra, hvor vi bor. Det er bare ikke muligt, at min søn har været på det sted, den nat. Han var her. I sin seng. Jeg råber og skriger til politimanden. Han beder mig om at tage det roligt. Han spørger mig, om vi bor på den og den adresse. Jeg forklarer ham, at vi bor i et helt andet område i kommunen.

Politimanden beklager og forklarer mig, at deres nye systemer er ved at blive indkørt, og at der muligvis er sket en fejl. Han kan nemlig se, at der bor en jævnaldrende dreng med samme navn på den adresse, som han nævnte.

Min bedste ven har lige fået anerkendt patienterstatning. Det har været en forholdsvis lang proces, han har været igennem, men heldigvis havde hans far, som er boligadvokat i Slagelse, god erfaring med den slags sager. Han må være temmelig dygtig, hans far.

I gamle dage havde man ikke så meget tøj, som vi normalt har i dag. Dengang havde man tøj til hverdagsbrug, og så havde man et sæt tøj til fint brug. Når man fx skulle i kirke, eller til fest. Det var det. Det samme med skoene. Et par træsko til brug til hverdag, og et par støvler til brug ved finere lejligheder.

I dag har vi massevis af tøj. Det er faktisk på mode at gå i butikker, som sælger second hand tøj. Genbrugsbutikker. Det er der en masse fornuft i, synes jeg. Vi har i mange år haft den her brug og smid væk kultur. Med den nye bevidsthed om klimaforandringer og kunststoffer og fodsporene vi efterlader i naturen, er det en logisk følge, at vi oftere går i shops, som sælger brugt tøj.