Finanspolitik

Finanspolitikken har som målsætning at øge den samlede efterspørgsel, produktionen og beskæftigelsen gennem enten en stigning i de offentlige udgifter eller gennem en skattelettelse og vise versa. Under højkonjunkturer kan der være fare for overophedning i form af inflation, hvorfor de politiske beslutningstagere slår bremsen i ved at gennemføre en finanspolitisk stramning og sænke de offentlige udgifter og øge skattetrykket.

Når der er lavkonjunktur vil en finanspolitisk lempelse gennem en forøgelse af de offentlige udgifter eller en skattelettelse kunne dæmme op for en stigende arbejdsløshed.

Man skal dog her gøre sig klart, at skattelettelser ikke virker så ekspansivt som en udvidelse af det offentliges indkøb af varer og tjenester, fordi en skattelettelse modvirkes af, at der for hver krone alligevel er en opsparing. Forøgede offentlige indkøb virker direkte med selve kronen, og det er først i de efterfølgende efterspørgselsrunder (afledte virkninger), at der spares op.

Lån penge NU i dag – Udbetaling med det samme ✓

De seneste regeringer har imidlertid ikke ført en politik som anbefalet her. Underhøjkonjunkturen før 2008 slog den forrige regering ikke bremsen i, og den nuværende har under lavkonjunkturen ikke gennemført finanspolitiske lempelser af betydning.

De økonomer kan aldrig blive enige.

Der er her tale om tankegods, der stammer fra den britiske økonom John Maynard Keynes. Under indtryk af 30’ernes økonomiske krise førte finanspolitikken og anerkendelsen af at arbejdsløshed ikke er frivillig til store offentlige anlægsarbejder, som f.eks. set i forbindelse med oprustningen til anden verdenskrig, opbygningen af det tyske motorvejsnet og ’New Deal’ politikken i USA. Herved kunne man øge produktion og beskæftigelse og modvirke arbejdsløshed i en periode med deflation. I 50’erne og 60’erne var denne opfattelse enerådende indtil 70’erne og monetarismens og ny-liberalismens fremkomst.

Fortrængning (Crowding out).

Der findes ifølge den nyliberale lejr 3 typer af fortrængningseffekter 1) sektoriel fortrængning, 2)rentefortrængning og 3) inflationsfortrængning. Sektoriel fortrængning lægger vægt på, at man skal stole på det Adam Smith kaldte ’den usynlige hånd’ eller markedets selvregulerende kræfter. Hvis den offentlige sektor bliver for stor, vil den fortrænge den private sektor, der er mere effektiv.

Det modsat rettede argument er, at de to sektorer spiller sammen som komplementære. De giver nogle synergieffekter, som er til gensidig fordel for samfundet og virksomhederne. Tilhængere af rente-fortrængning påstår, givet at investeringerne er meget rentefølsomme, at rentestigninger på lang sigt vil udligne den kortsigtede positive finansreaktion.

Det modsatrettede argument siger, at renten ikke er det vigtigste for en investeringsbeslutning; det er producenternes og bankernes forventninger til fremtiden, der bestemmer investeringsbeslutninger og udlån. Inflationær fortrængning indebærer at prisniveauet påvirkes af finanspolitikken og at en lempelse kan medføre en forringet løn-pris konkurrenceevne. Dette giver vigende eksportindtægter, hvis det var sådan at en økonomi alene konkurrerer på løn og priser, hvilket ikke er tilfældet i teknologisk set højt udviklede økonomier som den danske. Læs mere på penge- og lånsiden Smart Lån DK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *